Torsdag den 3. juli om aftenen, drog min fiskemakker Henrik Overby og jeg til Karup å, for at fiske havørred. Optakten til turen foregik egentlig dagen før, hvor jeg omkring midnat så en havørred på ca. 5 kg. springe flot ud af vandet. Der blev naturligvis fisket intenst efter den uden den dog havde lyst til at tage min flue. Derfor besluttede jeg at prøve den igen næste dag, denne gang med en Rapala wobler.

Torsdag middag skulle den prøves, men heller ikke denne gang lykkedes det at lure den af. Så efter en time fortsatte jeg nedstrøms og havde knap gået 10 meter før en stor fisk (6-7 kg.) slog min wobler ud af vandet. Heller ikke denne fisk kunne lokkes yderligere - Så her stoppede turen med wobler. Ligesom jeg skulle til at tage hjem, ringede Henrik for at høre hvordan det gik med fiskeriet. Efter at jeg malende havde fortalt ham hvad jeg havde været ude for, blev vi hurtigt enige om at der skulle fiskes igen om aftenen.

Vi mødtes kl. 1900 for at gøre fluegrejet klar. Henrik skulle have afprøvet nogle nye liner og jeg havde ændret på mit forfang. Jeg havde også fremstillet en ny rørflue til dagens anledning. Rørfluen var den lokale "Nieren", som min gode ven Alf Pedersen er ophavsmand til, med kobbertråd som rib (for at gøre den lidt tungere) og et par stråler krystal flash oven på vingen. Efter tilpasning af grejet satte vi os til at vente, vi er nemlig begge garvede natfiskere. Min kone og to børn kom cyklende med kaffen og inden vi så os om var kl. næsten 2200.

Endelig kunne vi begynde vores første træk, dog uden større held. Flere store fisk var observeret, men lod sig desværre ikke lokke. For ikke at miste koncentrationen i fiskeriet holder vi te pauser ca. hver time, hvor vi udveksler erfaringer og afslører hvor vi har set gode fisk. Andet træk startede kl. 0015 og allerede kl. 0030 mærkede jeg en fisk pille meget forsigtigt ved fluen - Nu var det om at bevare roen - Det føltes som en evighed inden den langsomt trak nedstrøms med fluen og så gav jeg tilslag og der var fast fisk. Det gik hurtigt op for mig at det drejede sig om en større fisk og jeg kaldte derfor straks på Henrik. Selv om jeg holdt fisken hårdt, lavede den flere lange udløb i de første 10 min. (fedt). Først efter ca. 15-20 min. begyndte den at vise træthedstegn. Efter tre landingsforsøg gled Henriks store kejs sikkert omkring fisken. Den blev hurtigt bugseret et godt stykke ind på engen, inden den blev trukket ud af kejsen.

For vores fødder lå det rene sølvtøj. Den store kæbekrog afslørede at det var en blank han, som heldigvis havde dristet sig til at tage min flue. Længden blev straks målt til 87 cm, hvorimod vejningen måtte vente til senere. Fluen, som sad dybt forankret i højre side af kæften, var meget svær at trække ud. Den lille skarpe WMC 9000 trekrog var gået rent ind. En meget glad lystfisker kunne hale fisken op til vores "base", hvor den blev fotograferet og beundret i meget lang tid. Længe efter rystede jeg stadig over hele kroppen. Denne oplevelse havde været så intens, så for at komme ned på jorden igen, måtte vi have en dram, eller dvs. to - en til hvert ben.

Per Dolleris Knudsen, Karup, 4. juli 1997.

Forventningerne var skruet helt op, da jeg en aften i slutningen af juni måned, drog til Karup Å, lidt nedstrøms Karup by. Fra flere pålidelige kilder lød det, at der var set store fisk trække op på stykket.

Vel fremme ved åen, blev først fluestangen rigget til med en af vinterens kreationer og dernæst blev der hældt te op fra den medbragte termokande. Og så var det bare at vente på den ”gyldne time”. Det er tidspunktet, hvor jeg personligt foretrækker at fiske på.

Efter et par kopper te, var tiden inde og jeg gik de sidste få meter ned til åen – Nu skulle der endelig fiskes. Aftenhimlen var ved at være helt rød i den nedgående sols skær, og det er netop på dette tidspunkt mange af de store fisk begynder at røre på sig.

Fluen blev forsigtigt lagt ud og efter få minutters fiskeri, skød en bølge ud fra modsatte bred – Spændingen steg, sker der mon noget? Jeg satte mig på hug, for bedre at kunne se bølgen mod aftenhimlen. Den kom nærmere men forblev ved modsatte bred – Fluen var nu helt inde ved egen bred, og lige inden jeg rejste mig for at kaste endnu en gang, viste bølgen sig at komme fra en fuldvoksen odder. Stor var min skuffelse i første omgang.

Jeg besluttede at forblive siddende på hug for at afvente situationen. Også selv om det begyndte at stramme lidt i knæhaserne. En beslutning som senere skulle vise sig at være rigtig. Linen blev for en sikkerheds skyld, forsigtigt rullet ind.

Ca. 10 meter fra mit ”skjul”, sprang odderen pludselig op på modsatte bred og med en infernalsk larm, tumlede den rundt i sivene, forbi overfor hvor jeg sad og videre opstrøms. Denne tumlen rundt fortsatte i 5-10 minutter, hvorefter den med stor fart, løb tilbage til hvor den før var hoppet op. Her sprang den på hovedet i vandet og som i samme bevægelse, sprang den op på ”min” bred, kun 8 meter fra mig.

Her satte den sig på bagbenene, rejste sig i fuld højde og her sad den og spejdede i nogen tid – Så vendte den sig pludselig om mod mig, som stadig sad på hug og nu med meget store smerter i benene, gik den ned på alle fire og løb direkte op mod mig. Hårerne rejste sig i nakken på mig. Hvad skulle jeg gøre? Men inden jeg nåede at tænke meget mere, var odderen kun en halv meter foran mig, og jeg forberedte mig på et voldsomt møde med den frembrusende odder. Det skete heldigvis ikke. Den sprang lige forbi mig og ud midt i åen, hvor den vendte rundt og stak hovedet op af vandet og så på mig, som om den tænkte ”hvad var det for noget der sad der?

I selv samme sekund sprang en anden odder i vandet fra modsatte bred. Den svømmede ud til sin makker og her ”sad” de to ”turtelduer” et kort øjeblik og gloede på det der mærkelige, som sad derovre på bredden, kun tre meter væk. Efter ca. et halvt minut havde de set nok, vendte snuden opstrøms og svømmede stille og roligt videre.

Det var en kanon oplevelse, som jeg nødigt vil have undværet. Dagens stres og jag var med et væk.

Det blev ikke til meget mere fiskeri denne aften, men hvad gør det når man lige har oplevet et af Danmarks tidligere, mest truede rovdyr i fuldt vigør. Det er senere blevet til flere ”konfrontationer” med odderen i Karup Å, og hver gang er det lige fascinerende at møde det på en gang meget vagtsomme, men også utroligt nysgerrige dyr.

Per Dolleris Knudsen, Karup den 4. juni 2002.

Grødeklipningen var i fuld gang og havde været det over de seneste to uger – et job der normalt tager én uge på denne del af åen. Det havde derfor været meget vanskeligt, ja næsten umuligt at fiske, på grund af den megen flydende grøde. Fredag den 28. juni var der stadig så meget grøde, at en fisketur blev droppet efter kun 15 min. fiskeri – Der var simpelthen grøde på krogen i hvert eneste kast.

Lørdag den 29. juni 2002 var en varm dag med høj sol, ikke en af de helt ”rigtige” fiskedage og egentlig burde jeg nok have klippet hækken. Men efter ”moden” overvejelse blev det Karup Å, der løb af med sejren - En beslutning jeg aldrig vil komme til at fortryde, selv om det senere skulle vise sig at blive mit livs korteste fisketur.

Vel ankommet til åen, efter ca. fem min. kørsel i bil, kunne jeg med glæde konstatere at der ikke var mere flydende grøde og valgte derfor at spinnefiske, frem for at fluefiske. Nu skinnede solen jo fra en skyfri himmel, så derfor valgte jeg at fiske på en strækning med mange træer og buske for derved at kunne få lidt skygge.

Jeg startede mellem to store buske, hvor der knapt var plads til at kaste spinneren ud. Det blev et kort kast på tværs af åen, hvor spinneren ramte lige ved siden af nogle vandranunkler. Vandet var klart, så jeg kunne se spinneren gå meget dybt – En sort skygge gled med og forsvandt igen – nå det var nok en bækørred, som jeg alligevel ville have sat ud igen. Spinneren gled, stadig dybt ud over midten af åen, indtil den nærmede sig noget grøde på bunden. Jeg løftede stangen for at føre spinneren over grøden, der var nu ca. to meter line ude. Da spinneren igen er fri af grøden, sænker jeg stangspidsen og i det samme stikker et stort hoved ud fra en gruppe vandranunkler ved egen bred.

Spinneren går langsomt forbi det store hoved, som jeg på dette tidspunkt vurderer tilhører en fem-seks kilos havørred. Der sker intet. Da der kun er ca. en meter line ude, beslutter jeg at lave et spinstop og sænker samtidigt stangspidsen – Det virker, den store fisk tager øjeblikkeligt spinneren og går til bunden. Da fisken når bunden, spænder jeg bremsen og rejser stangen og krogen gør sit arbejde: Fast fisk.

En helt udramatisk, men meget kraftfuld fight begynder. Den store fisk går på bunden og jeg beslutter at gå nedstrøms og trække den med, når jeg kan. Min erfaring siger mig at fisk hurtigere bliver trætte når de trækkes nedstrøms. Første gang får jeg den flyttet ca. fem meter nedstrøms. Men den tager igen over og går tilbage til hullet hvor den kom fra. Anden gang får jeg den igen flyttet ca. fem meter nedstrøms, men igen går den tilbage til sit hul. Tredje gang er lykkens gang for mig, jeg tvinger den 10-15 meter nedstrøms, og det tager fuldstændigt pusten fra den. Den lægger sig roligt om på siden og jeg kan løfte dens hoved ud af vandet, uden at den forsøger på noget, og det er et godt tegn. Fangstkrogen, som jeg i mellemtiden har fået klargjort, føres langsomt hen over dens hoved - stadig ingen reaktion. Så skal det være. Jeg fører fangstkrogen ind i munden og trækker til – fisken er stadig usædvanlig rolig – og i én og samme bevægelse, trækkes fisken på land. Først da kroppen går fri af vandet indser jeg, at det er en meget større fisk end først antaget. Mine ben begynder at ryste, da den vældig store fiskekrop bliver halet ind på engen, så langt, at den umuligt kan springe tilbage i åen. Jeg står nu, rystende over hele kroppen, og betragter en sølvblank nystegen Karup Å skønhed af hankøn. Hvilket herligt syn. Den får hurtigt et par slag med min priest og hele forløbet, fra den tager spinneren til nu, er afsluttet på kun otte minutter.

Mit livs fisk på mit livs indtil nu, korteste fisketur.

Jeg bærer fisken op til vores fiskehytte, hvor der står en vægt. Vægten bliver justeret og fisken lagt på. Det begynder at gå op for mig, at jeg har sat en ny personlig rekord. Vægten stopper ved præcis 9,5 kg. og længden måles til bare 88 cm. Hvilken fisk, bedre kondition kan næsten ikke opnås – Tak du skønne Karup Å for endnu en stor oplevelse.

Per Dolleris Knudsen, Karup 29. juni 2002

Her under årets konkurrence havde jeg kig på en havørred i 3-kilosklassen som jeg havde gået og fisket lidt til i ugen op til konkurrencen, men aldrig lokket reaktion ud af. Under konkurrencen skulle fiskeriet intensiveres og fisken lokkes til hug.

Her under årets konkurrence havde jeg kig på en havørred i 3-kilosklassen som jeg havde gået og fisket lidt til i ugen op til konkurrencen, men aldrig lokket reaktion ud af. Under konkurrencen skulle fiskeriet intensiveres og fisken lokkes til hug.

Alt blev prøvet, fluer, spinnere, woblere, blink – men ak!

Lørdag eftermiddag var der kun en uafprøvet mulighed – orm!

Ned til åen – på med orm – og – ingen reaktion…

Nå, men nu var grejet jo rigget til så hvorfor ikke prøve sådan lidt rundt omkring standpladsen.

Efter en halv times fiskeri pressede blæren lidt og stangen blev lagt med snøren i vandet.

Da jeg tager stangen igen er der kommet lidt grøde på. Ruller ind – det er et stykke træ der har ligget i åen en rum tid – tror jeg….

Se her hvad det var!

En ægte flodkrebs, som i øvrigt smager vidunderligt.

Efter en tur hjem og vise knægten dyret blev det behørigt genudsat lidt opstrøms fangststedet, så pas på….. den er der endnu!

N.A.K. Hansen, Skive 1. september 2005

Biologi

Flodkrebsen er den største af krebsdyrerne i Danske ferske vande. Den er let at kende på det mørke grønlige eller rødlige skær og så har den en bred vifteformet hale.

Den er ret udbredt i Danmark, men ses sjældent da den er nataktiv og gemmer sig om dagen mellem trærødder, under sten eller i huler, som udgraves i brinkerne.

Flodkrebsen kræver rent iltrigt vand og tåler dårligt surt vand og okker. Den er endvidere varmekrævende og lever helst på lavvandede lokaliteter med fast bund. Den vokse krebs lever af små frøer, orme, fisk, snegle og insektlarver, medens yngelen lever af halvrådne planter og alger.

Flodkrebs kan blive op til 15 år gamle og hannerne er klar til at yngle allerede fra de er tre år, medens hunnerne først kan yngle fra det fjerde år.

Hunnen er fredet fra 1. oktober til 31. juli og hannerne er fredet fra 1. oktober til 31. marts.

Mindstemålet er 90 mm regnet fra spidsen af pandetornen til den faste bagkant af svømmeviftens midterstykke.

Da flodkrebsen er en dejlig spise bringes her en opskrift på kogning:

Skyl krebsene i koldt vand. Bring vandet i kog med lidt salt og rigeligt med frisk dild. Lad vandet koge et til to minutter inden krebsene kommes i det spilkogende vand. Krebsene skal koge i ca. 8 minutter og de dør med det samme de kommer i vandet.

Efter kogning fjernes dild fra kogelagen og de kogte krebs skal henstå i fem minutter.

Skal krebsene serveres med det samme skal du lade dem dryppe af på et klæde - de må gerne ligge lidt på skrå for at vandet kan komme ud af skallen.

Krebs kan nemt fryses og de bevarer smagen bedst, hvis du nedfryser dem i lidt af lagen. Efter frysning skal krebs tøs langsomt op og det skader ikke at give den en let kogning inden de serveres. Husk krebs må ikke "holde fødselsdag i en fryser" spis dem inden 4-6 måneder - det fortjener de.

Servering:

Krebs serveres på et fad med kløerne ud mod fadets sider. På fadet lægges lidt dild samt noget frisk citron. Det er vigtigt at fadet vælges i en størrelse så krebsene ikke "råber" til hinanden.

Til krebsene kan du servere en tør hvidvin, eller øl og snaps i passende mængder.

 

Niels A. K. Hansen

Efterskrift

Efter foreningen medtog den fine artikel, har bestyrelsen kunne konstatere, som billederne også tydeligt viser, at det ikke er en ægte flodkrebs men at det desværre drejer sig om den invasive signalkrebs.